Morgenmadstur

Søndag den 14. november kl. 08.00

Agenda:

Vi prøver lige et lidt anderledes arrangement – det kunne jo være, at I vil kunne lide det!

Vi mødes på P-pladsen ved forsamlingshuset i Allindelille (os, der går til dressur ved jo godt hvor det ligger – I andre må evt. spørge eller kigge på hjemmesiden).

Efter en god lang gåtur i Allindelille fredsskov går vi over på træningspladsen, hvor der i mellemtiden er tændt op på bålpladsen, så vi kan få lidt varme og måske lune/riste morgenmaden lidt – ja måske endda lune lidt kakao eller koge lidt tevand til ungerne.

Vi sørger for morgenmaden, men I må selv op og brygge kaffen.

For de, der ikke kender Fredsskoven, så er det et skovområde, der får lov til at ligge stort set uberørt hen og derfor er lidt anderledes end en normal dyrket skov. Et meget flot sted at gå en tidlig søndagstur.

Vær nu lidt frisk og tag udfordringen op om en tidlig start på en søndag – så kan du også med god samvittighed ”kaste” en sofa på ryggen senere på dagen!!

 

Referat:

Fem friske newfmennesker og fire lige så friske hunde mødtes kl. 8.00 på parkeringspladsen ved træningsbanen i Haraldsted.

Frosten havde endnu ikke sluppet sit tag og solens stråler fejede ind gennem træerne. Vi gik en lille times tid i skoven, hvor både hundene og deres ejere vågnede rigtigt op og fik frisk luft i næseborene, for så at vende tilbage til bilerne hvor der var rigelige forsyninger af kaffe/the og morgenbrød. Her fandt vi en plads i solen og nød morgenmaden og det gode vejr alt imens at snakken gik.

Ved 10 tiden pakkede vi sammen og kørte hjem til en velfortjent plads foran brændeovnen.

En rigtig god start på en flot søndag.