|
Julegåtur i Vordingborg |
| Lørdag den 6. december kl. 11.00 |
|
Agenda: Regionens julegåtur har ”været” i mange byer, men selv om hukommelsen bliver gransket, så kan vi ikke erindre, at vi har besøgt Vordingborg. Så lørdag den 6/12 ca. kl. 11 mødes vi på P pladsen nedenfor Gåsetårnet. Vi går en tur i en – forhåbentlig - juletravl by, snakker med en masse mennesker. Stopper måske op et sted, hvor de sælger noget varmt og flydende (læs gløgg) – og sidst, men ikke mindst hygger os lidt sammen og slapper af her midt i juleforberedelserne. Måske falder lillemor (eller –far) også lige over den helt rigtige julegave undervejs. Mød nu frem og vær med til at bevise, at der til et arrangement i Sjælland Vest ALTID deltager mindst 15 hunde med tilhørende mennesker. |
|
Referat: Julegåturen i regionen ligner efterhånden en ”enten eller” seance. Et år er der imponerende mange deltagere og næste år, tja så er det en meget lille, men prisværdig skare, der møder op. Og det var den lille skare denne gang; 3 mennesker og 4 hunde! – det er jo ikke meget. Det skal dog lige tilføjes at disse deltagere beklageligvis IKKE indbefattede nogen af regionsrepræsentanterne som desværre ikke deltog grundet så forskellige årsager som sygdom, nedbrudt bil og endelig udenlandsrejse. Nå men det forlyder da, at de deltagende havde en god tur op igennem hovedgaden og tilbage igennem Kirkeskoven og ruinterrænet. Det forlyder også at de deltagende godt kendte byen i forvejen – dels fra soldatertiden, dels fra seminarietiden.
|