Fredag den 12. september – Skumringstur

Agenda:

 

Vi prøver noget nyt – eller rettere noget vi ikke har prøvet i flere år, nemlig en skovtur i skumringen og der er Everdrup præsteskov helt perfekt.

Vi mødes kl. 19.00 på P-pladsen ved kirken i Everdrup og kører derfra ned i skoven (så vær præcis).

I skoven går vi en tur (husk gummistøvlerne) og laver sandsynligvis lidt sjov undervejs.

Det sjove kunne f.eks. være lidt sporarbejde for hundene – lidt konkurrencer for menneskene eller hvad vi nu kan finde på, mens mørket falder på (så husk også en god lommelygte).

Til slut samles vi, nyder mørkningen og drikker en kop varm kaffe med kage til imens.

Håber vi ses til en lidt anderledes fredag aften.

Tilmeld venligst, så vi ved, hvor mange vi skal vente på ved kirken.

Her er et "Krak-link" til stedet, hvor vi mødes: Everdrup præstegård

Referat:

Parkeringspladsen foran gadekæret var ikke overfyldt fredag aften kl. 19.00. Vejret var ellers med de 2 hold, der var mødt op. Vi blev hentet af Peter som viste os vejen ned til skoven, hvor hans kone Åse + vovse ventede.
Da hunde og mennesker havde hilst behørigt på hinanden gik turen til fods gennem Everdrup præsteskov. Peter og Åse kunne fortælle mange spændende ting om området undervejs. Og flot, det var der. Stejle kløfter med å-løb igennem og brombærkrat var noget af det vi skulle igennem på vores færd. Ude på den tilstødende mark kunne vi nyde solen, der var ved at gå ned og farvede skyerne lyserøde, mens gæssene fløj hen over himlen ude i horisonten. Anne Sofie fik samlet flere kilo smukke sten og de tre hunde blev sluppet løs og hyggede sig gevaldigt.
På tilbagevejen var ekspeditionens eneste lommelygte i brug. Ikke fordi det var helt nødvendigt, men fordi den nu var taget med helt hjemmefra.
Lars skulle selvfølgelig finde den mest besværlige vej tilbage, med det resultat at der, til stor morskab for de fleste, var en af deltagerne, der nær var faldet i åen.
Vel tilbage ved bilerne blev vi inviteret til at drikke kaffen hos Peter og Åse. Lars havde sørget for et par kander med varm dejlig kaffe og hjemmebragt brød. Vovserne blev lukket ud i hundegården. De voksne hyggesnakkede og Anne Sofie fandt en enøjet kat at kæle med.
Så var det efterhånden blevet sent og Finn gik ud i hundegården for at hente Rosa. Efter lidt tumult i mørket havde han fået fat i en hund, der ikke var specielt villig til at følge med ham. Ved nærmere eftersyn var det nu også Emma (Lars’ hund) han havde taget. Vi fik læsset hundene ind i deres respektive biler og så gik turen hjem efter en dejlig fredag aften.
Billeder fra turen må vi desværre tænke os til. Selv de nyeste, mest moderne og mest avancerede digitalkameraer skal altså bruge et batteri, der er opladet, for at virke.

Anja.
 

 

 

Her er lidt fra en tidligere tur til skoven.
Et stemningsbillede fra skoven.

 Som I kan se, er det er ret idyllerisk skov.

Peter - vores "vært" - sørgede for at vi ikke for vild, sidst vi var der.

Gad vide hvad Laila og Kirsten har fået øje på?

Og lige et lille hint:

HUSK STØVLERNE.